Skolevæseneet på Mandø.

Af Jeff Nielsen

Om skoleundervisningen på Mandø tilbage i første halvdel af 1700-tallet ved vi ikke meget.

Under Christian VI kom der to forordninger i 1739 om skolegang, som indførte almindelig undervisningspligt i hele landet. Det gik dog sådan, at der ikke kom ret meget ud af reglerne om landsbyskoler, blandt andet fordi det var svært at finde egnede skoleholdere.

Det har givetvis også været tilfældet på Mandø.

De væsentligste kilder til indholdet på disse sider er Mandø-Posten og Musse Becks skrifter.
Musse Beck blev Mandøs fremmeste lokalhistoriker. Hun blev født på Mandø i 1925 og døde i 2008. Hendes bog om Mandø i 1700-tallet, hendes mange artikler og efterladte papirer indeholder en rigdom af oplysninger. Uden dem ville vores viden om Mandø i tidligere tid være langt fattigere.
Musse Beck var minutiøs og kritisk i forhold til de mange kilder, hun øste af, og hvad hun skrev er pålideligt.
Artiklen her om skolevæsenet er for tiden langt op i 1800-tallet i det væsentligste blot en genfortælling af hendes detaillerede "Mandø sogns præste- og degnehistorie".

Før 1753
En Niels Mortensen, der havde sejlet med hollandske skibe i sine yngre dage, er omtalt som degn og skoleholder på øen i længere tid i begyndelsen af 1700-tallet. Han var opdraget hos sin bedstefar, der var præst på øen.
1753 - 1767 Peder Carstensen
I 1753 kommer Peder Carstensen, født omkring 1732, til Mandø fra fastlandet som skoleholder. Han blev lejet til at undervise børnene i kristendom, læsning, skrivning og regning for et halvt eller helt år ad gangen af øens beboere med en løn, som man nu kunne blive enige om. Den var ikke stor, og Carstensen søgte om økonomisk hjælp gennem biskoppen. Den daværende præst på Mandø, Thorning, skrev i sin anbefaling, at Peder Carstensen ikke kunne leve af at være skoleholder. Det var med hans som med andre indtægter på Mandø "så meget miserabelt".

I 1766 bliver Hans Bertram Fogtmann præst på Mandø, og han går straks i gang med at forbedre skoleforholdene. Der var ingen skolebygning eller degnebolig på øen, selv om det egentligt var påbudt efter kongelig anordning. Fogtmann ville bygge et skolehus og slå degne- og skoleholderembedet sammen og besat med en kvalificeret mand, der så skulle have en løn, han kunne leve af. Det faldt sammen med, at den ovenfor nævnte Niels Mortensen, som nu alene virkede som degn, stoppede på grund af alder.

Fogtmann mente, at Peder Carstensen ikke kunne beklæde begge embeder, da han var krøbling, - han var født "uden brugelige ben" og gik på knæene. Af denne grund kunne mandøboerne helller ikke bruge ham som degn, men nok akceptere ham som skoleholder, som de havde gjort gennem 13 år. Et skolehus var man også imod.

Det kostede jo, og den fik ikke for lidt, da mandøboerne bad biskoppen om at blive forskånet for flere udgifter, for de levede under usle kår, - øen havde mest "borg og gæld" og var opfyldt af mange fattige enker og faderløse børn. De ønskede ikke at blive bebyrdet med fremmede degne og skoleholdere, det var for dyrt, men ville gerne fortsat bruge deres egne.

Det hjalp ikke. Peder Carstensen måtte gå af. Han havde stiftet familie og blev boende på øen. Han var gift to gange og døde som enkemand i 1797.

1767 - 1769 Hans Ivarsen
Fogtmann ansøgte bispen om, at ungkarl Hans Ivarsen, som han havde fundet til hvervet som skoleholder, måtte blive kaldet som degn i betragtning af de ringe indtægter hvervet som skoleholder gav.

Hans Ivarsen holdt ud i to år til oktober 1769, før han sagde op. Han kunne ikke leve af sine indtægter. Mandøboerne nægtede nemlig at betale ham som skoleholder, fordi de var misfornøjede med, at biskoppen havde ansat hans løn efter hartkornet.

1770 - ca. 1772 Henrik Hansen
I februar 1770 ansættes Henrik Hansen fra fastlandet som ny degn og skoleholder. Han virkede på øen i et par år.
Ca. 1773 - 1779 Jørgen Jensen Borre
Hvornår Jørgen Jensen Borre kom til øen, vides ikke, men han var der i juli 1774.

Du kan her læse mere udførligt om skolevæsenet i Fogtmanns tid.

1776 opføres et skolehus
Præsten Henrik Bruun skriver i sin bog om Mandø fra 1806 at man "efter ansøgning" ved kongelig resolution af 18. april 1775 fik tilladelse til at samle penge ind i stiftets kirker til bygning af degnebolig og skolehus på Mandø, 2 mark af hver kirke. Det blev til godt 79 rigsdaler, og for dem blev der efter stiftsøvrighedens befaling af 10. januar 1776 bygget et skolehus på 4 fag som også skulle være degnebolig, men da de indsamlede penge kun strakte til det mest nødvendige måtte mandøboerne skyde resten til, og de skulle også fremover stå for vedligeholdelsen.

Skolehuset blev opført først for på sydsiden af Midtvej, der hvor senere postkører Richard Lauridsen boede. Det var dog ikke samme hus, thi det oprindelige skolehus nedbrændte i 18??

1779 - 1800 Jef Nielsen Outzen
I 1779 tiltrådte Jef Nielsen Outzen fra Fole ved Gram som degn.
Han får også problemer med sin aflønning, som nogle ikke ville betale. I stedet kunne de selv læse med deres børn, sagde de, mens andre holdt på, at deres børn ikke behøvede mere undervisning. Af degnekaldets indtægt kunne han ikke leve og foreslog derfor en forhøjelse, som ingen ville gå med til. Pastor Bierring skrev i oktober 1786 til biskoppen og bad ham gribe ind. Der havde da ikke været holdt skole siden majdag.

I sommeren 1787 kom der til en aftale mellem degn og mandøboerne. Man var blevet enige om, at degnen skulle undervise børnene efter bedste evne og under tilsyn af præsten. Børnene skulle gå i skole fra de var 5 til de var 9 år, og degnen skulle årligt have 14 rigsdaler 4 mark danske i to terminer, nemlig til Mikkelsdag og Sct. Hansdag. Og under forudsætning af øvrighedens tilladelse ville mandøboerne godt give ham fri 4-5 uger i høsttiden, så han kunne tjene noget ekstra.

Jef Nielsen virkede som skoleholder indtil han døde 10. november 1800, 77 år gammel.

"Om Vinteren, da Skolen meest besøges, kan Øboerne ikke forenes om at skjænke et Par Læs Tørv til Skolen, men hvert Barn kommer med en liden Tørv til Bilæggeren, hvilket ikke er tilstrækkelig til at frembringe den fornødne Varme; og deraf følger, at naar Sneefog eller skarp Frost indtræffer, da lader de Børnene blive hjemme, hvilke ved at søge Skolen en Dag og være borte i nogle Dage, gaar tilbage istedet for at gaae fremad."
Pastor Bruun i sin bog 1806

1800 - 1813 Knud Nielsen Foght
Knud Nielsen Foght var en tidligere skipper på 52 år, som allerede i 1793 var gået på aftægt. Nu blev han degn og skoleholder med en årlig løn på 25 rigsdaler.

Pastor H. Bruun, præst på Mandø 1804 - 1810, havde ikke meget til overs for skolevæsenet, som "fortjener hos os med rette navn af mådelig". Han syntes desuden, at mandøboerne var for blødsødne over for deres "dovne og skødesløse børn". Du kan her læse Bruuns beretning om skoleforholdene i hans bog: Forsøg til en fysisk oekonomisk beskrivelse over Ejlandet Mandøe. Den udkom 1806.

Skoleundervisningen har givetvist været mangelfuld, men man kan rejse spørgsmål ved, om det stod så skralt til, som Bruun fortæller. Skriftlige dokumenter og det forhold, at unge mænd fra øen nu tog en navigatøruddannelse, vidner dog om, at man besad en vis portion skolekundskaber.

Måske havde Bruun en bagtanke med at male skolesituationen sort i sort. Han foreslog nemlig, at præsten overtog undervisningen, for derved kunne han få en ekstra indtægt. Det var der behov for. Bruun kom til øen som fallent, og præsteembedet var ikke nogen guldgrube.

I sin bog skriver Bruun:" 13. april 1804 kaldet til sognepræst på Mandøe, hvor jeg i håb om bedre befordring har slidt tiden i to et halvt år."

1813 - 1819
Efter Knud Nielsen Foghts død lader det til, at præsten Johan Hieronimus Hansen også har måttet tage sig af kirkesanger- og skolelærerembederne, mod behørig aflønning. Det var også nødvendigt, i forvejen var Mandø præstekald efter biskoppens mening "såre ringe".

Det er dog ikke klart, hvorledes ordningen var. I 1814 omtales Christian Bundesen Bodesen som konstitueret degn, i 1817 som skolelærer og i 1819 som både kirkesanger og skoleholder.

1819 Præsten overtager skoleundervisningen
1819 - 1825 Andreas Hald
Da Andreas Hald blev kaldet til præst på Mandø i 1819, påhvilede skolelærerstillingen ham og kirkesangeren skulle aflønnes af ham. Herefter bliver præsten på Mandø kaldet til at være både sognepræst og lærer.

Denne ordning, hvor præsten også var øens lærer, varede frem til 1946.

1825 - 1829 Las Nielsen
1825 - 1834 Hans Christian Cramer
1835 - 1837 Christian Frederik Bagger
1837 - 1840 Carl Wilhelm Hansen

Da præsten fra 1819 også blev lærer, kommer skoleundervisningen ind i en mere fast gænge, og det kan den kun være blevet bedre af.

Men ingen af de følgende fem præster befandt sig godt på øen og ansøgte nærmest uafbrudt om at måtte blive forflyttet. Embedet hørte til de ringeste i landet, og deres ansøgninger er en lang jerimiade over deres forhold.

Det behøvede ikke at gå ud over undervisningen, men det har næppe været fremmende for deres interese og iver i skolen.

Først med pastor Warming i 1841 kommer der en præst og lærer, der synes at have trivedes med sit job.

Andreas Hald ønskede at komme fra Mandø hurtigst muligt. I årene 1822-24 søgte han ti gange om et andet embede. Bispen anbefalede hver gang, og et par gange beskrev han nærmere mandøpræstens forhold i sin anbefaling til kongen, som ansøgningerne var stilet til.
Hald skulle både fungere som præst og skolelærer i "et af rigets mindste og fattigste kald", hvor der ikke var meget til at holde hans mod og kraft oppe. På "årets ubehageligste og farligste tid" var han og hans familie afskåret fra fastlandet, han savnede "menneskers hjælp, videnskabelig omgang, læge, varme". Bispen kunne da i hvert fald ikke tænke sig at bo på Mandø.

Cramer skrev fem ansøgninger alene i 1833, og i 1834 var tonen desperat, da han 5. februar 1834 sendte en ansøgning til kongen om "et hvilketsomhelst embede". Den 12. april 1834 skrev bispen et langt brev om Cramers tilstand til Danske Kancelli:
"Sognepræsten på Mandø, pastor Cramer, lider, som jeg ved flere ansøgninger fra ham har haft lejlighed til at forestille det høje kollegium, under tunge næringssorger. Nu har tillige sygdom hjemsøgt hele familien, han selv er meget slet, og for øjeblikket er han underkastet sindsforvirring."

Christian Frederik Bagger blev kaldt Gale Bagger. Ikke uden grund. I december 1836 bragte mandøboerne ham med magt til bispen i Ribe, hvor han var anbragt på Ribe Hospital ("dårekisten") med delirium. Bispen tror ikke Bagger vil blive i stand til igen at varetage sit embede på Mandø og finder det heller ikke tilrådeligt.

I bispens indstilling skriver han, at skoleundervisningen er standset og ligeledes gudstjenesterne.
"Gentagne rygter havde sagt mig at det ubehagelige i hans stilling forledte ham til at give efter for fristelser, mod hvilke han af al magt burde kæmpe, og at hans heftighed havde foranlediget optrin i hans hus, der burde have været undgået, samt at skoleundervisningen blev forsømt, derimod roste mandøerne ham som prædikant og fandt at de aldrig havde haft "så lærd en præst".

Bagger forsvarede sig med
"at han ej uden sygdom eller uundgåeligt forfald var udeblevet af skolen, men tilstod at han ej altid havde læst det befalede antal timer."

Han beskriver iøvrigt mandøerne som en menighed hvis medlemmer fremfor alle beboere, er indbyrdes uenige, snedige, bagtalerske, men alle enige om at fortrædige og forfordele præsten.

Carl Wilhelm Hansenn begyndte året efter sin tiltrædelse at søge bort. Hans ansøgning i april 1839 støttes af bispen, der ønskede "den retsindige unge mand snarest muligt bort fra et sted, hvor enhver præst skal sukke".

I pastor Hansens tid fungerede Christian Bundesen Bodesen som kirkesanger og fører af degnens eksemplar af kirkebogen til og med 1839. Det er et spørgsmål om han også virkede som lærer, eventuelt hjælpelærer under præsten, men sikkert er det ikke.

1841 - 1844 Jens Warming
I modsætning til sine forgængere virker det, som om Jens Warming befandt sig godt, hvis man skal dømme efter tonen i de notater, han skrev om Mandø omkring 1843. Heri skriver han med glæde om arbejdet som lærer. Børnene var som regel så velforberedt af forældrene, når de kom i skole, at præsten ikke behøvede at stave ABC med dem, der var endda børn der som 6-7 årige var forbavsende dygtige til at læse.

Pastor Warming nåede blot at virke på Mandø i tre år før han døde i december 1844.

1845 - 1853 Mathias Christian Olivarius
1853 - 1858 Nicolai Henrik Jørgensen
1859 - 1866 Jens Mogens Julius Wellejus

Warmings tre efterfølgere gør sig ikke videre bemærket, men omtales alle pænt.

Pastor Jørgensens egen bedømmelse af Mandøs menighed: "Religiøs og kirkelig sans, omgængelig og sædelig befolkning. Ingen banden. Præsten er med til alle gilder, hvor det går smukt og lystigt til, uden spektakel. Der er 30-35 børn i skolen".

1853 nedbrænder skolehuset

1854 opføres nyt skolehus

Den nye skolebygning bestod af gang og en firefags skolestue. Udgifterne til skolens opførelse androg 407 rigsdaler 4 mark 6 skilling, deraf 135 rigsdaler 5 mark 7 skilling i tilskud fra amtet.

Skolehuset lå øst-vest i det nordøstre hjørne af den senere skoleplads og nuværende legeplads, - altså på hjørnet af Vestervej og Mandø Byvej.

Pastor Jørgensen skrev i skoleprotokollen:

Anno 1853 den 13. december om formiddagen nedbrændte den gamle skolebygning ved en opkommen ildsvåde.
Skolen var beliggende midtvejs imellem kirken og præstegården på det sydlige hjørne ved den vej, som bøjer af mod Øst.
Ved en tilskudt pengehjælp af amtet i forening med beboernes bidrag blev det muligt igen at opføre et nyt 4 fag stort skolehus i sommeren 1854; det blev bygget et stykke vesten for vejen nær klitterne.
Den nye skolebygning blev indviet på vor folkekære konge Frederik den 7ds fødselsdag d. 6. oktober 1854.
Herren bevare denne nye skole i sin nådige varetægt. Han som har kraft til at give magt, lægge sin velsignelse i den undervisning som der meddeles de unge at den må have god fremgang og bære frugt både for det liv som er og som kommer.
N. H. Jørgensen, sognepræst.

Jens Carl Christian Bertelsen

1866 - 1873 Jens Carl Christian Bertelsen
Pastor Bertelsen gik op i skolearbejdet og underviste udover de almindelige fag desuden de ældste elever i historie, geografi og engelsk. Det var børnene meget interesseret i, fordi de fleste mænd jo sejlede. Der ser ud til at have været et godt forhold mellem præsteparret og mandøboerne.

1873 - 1877 Adam Gottlob Boserup Wind

Præsteparret Røgind

1878 - 1883 Carl Theodor Røgind
Røgind skulle have været en udmærket pædagog. En af hans elever, Martin Carl Nielsen, der var for klejn til at følge sine kammerater til søs, skrev senere:

"Næst efter mine forældre skylder jeg disse to venlige mennesker min bedste tak. Da de rejste fra øen i foråret 1883, tog de mig med til deres nye hjem i Råby præstegdr. på Randersegnen, for at pastor Røgind kunne forberede mig til optagelse på seminariet om efteråret. De var mod mig som kærlige forældre, der på alle områder ville mig det bedste."

Pastor Hansen med familie. Ca. 1890.

1883 - 1891 Harald Peter Hansen (Martiny)
1913 navneændring til Martiny

Pastor Hansen var afholdt på øen, og om præsten som lærer hedder det, at han var en dygtig og interesseret skolemand der holdt streng disciplin og brugte spanskrøret flittigt.

Niels Mandøe fortæller i MP 54

Når nogen havde forset sig, blev han indstillet til straf, som altid fandt sted ved skoletidens ophør. Det kunne jo være ubehageligt at have en sådan afstraffelse hængende over hovedet det meste af dagen, men man kunne jo da også træffe de fornødne foranstaltninger.
Christian Hansen skulle således engang smage spanskrøret, og i den anledning beklagede han sig i middagspavsen til faderen. Denne, der var en spasmager af rang, var straks rede til at hjælpe sønnen. Faderen fik anbragt en solid græstørv i bukserne på det sted, hvor man er højest, når man sanker "kassen". Således rustet begav Christian sig igen tillidsfuld til skole.
Ved skoletidens slutning foregik afstraffelsen. Drengen skreg som en gris, der bliver stukket, mens en støvsky indhyllede de optrædende. Christian fik en påmindelse med hjem om at få sit tøj renset og gennembørstet til næste skoledag.

Elise Bundesen

1884 Skolehuset udvides

Børneantallet var efterhånden blevet så stort, at sognepræsten ikke kunne undervise så mange børn i skolestuen. Skolebygningen blev derfor udvidet med en mindre skolestue, så der nu blev to klasseværelser adskilt ved en gang i midten med opgang til loftet, hvor skolens brændsel opbevaredes. Skolen lå på den nuværende skoleplads med gavlene mod øst og vest. Indgangen var på sydsiden.

Udvidelsen af skolebygningen i 1884 kostede 664 kr. 96 øre. Tilskud fra amtet på 300 kr.

1884-1899 Elise Kirstine Marie Bundesen

Elise Bundesen blev ved skolens udvidelse ansat som pogeskolelærerinde. Hun var født på Mandø i 1869, og hun må da have begyndt som hjælpelærer 14 - 15 år gammel. Lise havde et stift ben efter en skade i 10-års alderen.

Umiddelbart efter sin konfirmation begyndte hun at læse hos præsten, hun gennemgik et kursus på Nr. Nissum højskole og en uddannelse på Hoven Kvindehøjskole, hvor der fra 1891 blev uddannet vinterskolelærerinder

Lise Bundesen var en velbegavet kvinde, der med stor nidkærhed tog sig af skolearbejdet og formåede at give de mindre børn en god undervisning, fortæller Niels Mandøe. "Hun havde gode disciplinære egenskaber, og derfor formåede hun at indgyde eleverne respekt samtidig med, at hun vandt deres kærlighed."

"Jeg begyndte min skolegang i 1893 og husker endnu tydeligt, hvilket mægtigt indtryk det gjorde på os små poder, når Lise fortalte bibelhistorie og danmarkshistorie for os. Det var en hel ny verden, hun åbnede for os."

Præsteparret Sønder

Første kendte billede af Mandø skoles elever.
Pastor Sønder og Lise Bundesen. Fra sidst i 1890-erne.

1892 - 1898 Rasmus Sørensen Sønder

Sønder var oprindelig sømand og gennemførte sin navigatør-
uddannelse på Fanø. Angiveligt skulle han være forhyret med et skib ført af en Mandøer, da han første gang kom til søs.

Da han som præst kom til Mandø, varede det ikke længe før han var på kant med alt og alle. Han var nærmest Indre Missionsk i sin forkyndelse, men yderligtgående religiøse retninger har aldrig slået an på Mandø. Ungdommen dansede og drak brændevin, selv om han tordnede imod det på prædikestolen. Han ville beplante klitterne, og det ville øboerne ikke. Han skød enhver fremmed høne i sin have, men truslen om også at skyde de vildfarne får, blev der dog ikke gjort alvor af.

Med børnene i skolen var han i latent krigstilstand. Hvor forgængeren brugte spanskrøret, benyttede han en tamp, der var lavet af et stærkt, hårdt reb, og for at slaget kunne falde i bund, var der i yderste ende en knude.

Niels Mandøe fortæller i MP54: "Når en synder havde forset sig, blev han kaldt op til katederet og måtte række hånden frem, hvorefter præsten af al sin magt slog knuden i den hule hånd. Det gjorde ondt.

En gang havde Christian Hjort forset sig. Han blev kaldt op til katederet og måtte række en hånd frem, der var tyk og ophovnet af frost, og resultatet blev, at hånden bogstavelig talt slog en revne.

En tid efter fik Christian revanche, idet han i sidste øjeblik rev hånden til sig, og det resulterede i, at rebet med knuden ramte præstens ene knæ, så denne opførte en runddans, mens Christian skyndsomt forsvandt ud ad døren."

Du kan her læse hvad Niels Mandøe skrev om sin skoletid hos Sønder. Og her hvordan han mere nuanceret og diplomatisk skriver om sin gamle lærer.

Lars Bertel Rasmussen

1898 - 1929 Lars Bertel Rasmussen

Pastor L.B. Rasmussen var ikke blot en dygtig prædikant, men også en meget dygtig pædagog, der forstod at tage børnene på den rette måde.

Niels Mandøe fortæller, at "det jo var med en vis bæven, vi modtog den nye lærer. Ville han mon også slå? Men vore bekymringer viste sig at være ubegrundede. Han forstod ved sin færden at vinde vor hengivenhed og blev, efter som tiden gik, en elsket lærer."

Her kan du læse, hvad Niels Mandøe begejstret fortæller om sin skolegang hos Rasmussen.

Skolen fra 1899 med lærerbolig i midten
og et klasseværelse i hver ende

1899 opføres ny skolebygning

I halvfemserne fremkom planer om udvidelse af undervisningen på Mandø, og mænd som købmd. H. C. Nielsen, told-assistent H. C. Clausen, møller P. Petersen, toldassistent J. With m. f l. arbejdede for at få opført en ny skole og en andenlærer ansat ved den, fortæller Niels Mandøe.

Der har nu ikke været fuld opbakning fra starten af, hvilket man se af dette brev fra sognerådet til skoledirektionen i Ribe i 1895.
Men i 1899 blev den gamle skole nedrevet, og en ny skolebygning blev opført for en sum af 5357 kr. Skolens bygmester var tømrermester W. Peters, Ribe.

Skolen blev indviet 2. oktober 1899 med deltagelse af fine gæster fra fastlandet nemlig nemlig amtmand v. Stemann og frue samt stiftsprovst Petersen.

Men vejrguderne var ikke i festhumør. Det blæste op, og selskabet indeblæste og måtte overnatte på øen. Du kan her læse kammerherreinde Stemanns beretning om skolens indvielse og andre tildragelser med tilknyting til Mandø.