Søfart hovederhvervet på Mandø.

Frem til omkring 1890 var søfart hovederhvervet på Mandø. Stort set alle mænd var fra konfirmationsalderen til søs i sejlskibsfarten. En stor del var beskæftiget i farten på Østersøen og Nordatlanten og var derfor hjemme på øen fra sidst på året til februar-marts, hvor skibene var lagt op for vinteren.

Til de fleste huse hørte der nogle jordlodder, der gav baggrund for et mindre husdyrhold. Det var småbrug, ofte blot med en enkelt ko eller to. Landbruget blev drevet af kvinderne og gav stort set ikke mere, end der blev brugt i husholdningen.

Denne kombination af søfart og landbrug og arbejdsdelingen mellem mænd og kvinder gav øen indtægter, der var baggrund for, at befolkningstallet steg frem til 1890, hvor man ved folketællingen registrerer det højeste antal personer på øen nogensinde, 293 mandøboere fordelt på 57 husstande.

Landbrug afløser søfart som hovederhverv

Mod slutningen af 1800-tallet ændres erhvervsstrukturen radikalt på Mandø. Det er der flere grunde til.

Dampskibene afløser sejlskibene, og søfolkene fra Mandø har svært ved at omstille sig hertil. De fleste, der får hyre på dampskibene, flytter fra øen, medens andre opgiver søen for at skabe sig en levevej ved landbruget. De fleste unge mænd vælger en anden livsbane end søen. En del bliver på øen, og resten bosætter sig på fastlandet.

Flere søfolk fra Mandø var ombord i de to toldkrydsere ud for øen. Da de bliver nedlagt i 1904, modtager nogle få familier tilbuddet om forflyttelse og rejser fra øen. De øvrige vender sig mod landbruget.

Mulighederne for at skaffe sig et udkomme på Mandø alene fra landbruget bedres ganske betydeligt i slutningen af 1800-tallet.

Det danske landbrug omstilller sig fra kornproduktion til en produktion af smør, bacon og æg med eksport til England som drivkraft. Og på Mandø blev der i 1887 opført et dige, der gav en helt anden sikkerhed end tidligere for at få noget ud af jordtilliggendet i form af foder til et øget husdyrhold.

Endelig betyder fraflytningen fra øen fra sidst i 1800-tallet, at de enkelte jordbrug kan blive større gennem sammenlægninger. Fra 1890 til 1901 falder befolkningstallet fra 293 til 213, og derefter er det stadig faldende.

Andelsmejeri opføres i 1897

Tiden er nu inde til at tænke på et mejeri, der kan håndtere den øgede mælkemængde til salgbart smør.

I 1882 blev det første andelsmejeri opført i Hjedding, og i de følgende år blev der opført et mejeri i snart sagt hvert sogn i Danmark. I 1894 var tallet nået op på 907, så Mandø mejeri fra 1897 kommer sent i denne mejeribølge.

Mejeriet stod de oprindeligt 35 andelshavere i omkring 8.000 kr. Der blev ansat en mejerist fra fastlandet, og produktionen gik i gang med en leveret mælkemængde i 1898 på 208.655 kg fra 35 leverandører med 116 køer.

Mange af jordbrugene var ganske små og leverede kun mælk fra et par eller nogle få køer. To tredjedele af leverandørerne leverede mindre en 7500 kg mælk om året, og kun tre leverandører nåede lige over 10.000 kg.

Flere mindre andelshavere kommer til, og i 1900 er der 44. Men herefter går det stille og støt tilbage i takt med, at mindre brug nedlægges, og jordene sammenlægges.

Efter 1920 og helt frem til mejeriets nedlæggelse i 1970 er der omkring 25 leverandører. Antallet af køer holder sig på godt 100 frem til 1940-erne, hvor der årligt leveres omkring 250.000 kg mælk.

Med baggrund i gode landbrugskonjunkturer udefra og opførelsen af det store havdige blev det muligt at udvide produktionen, der nu steg til omkring 450.000 kg fra knap 150 køer.

Mejeriet var kulfyret, men under besættelsen blev der også fyret med halm. I 1946 overgik man som det første mejeri i Jylland til at fyre med olie. Der var endnu ingen el på øen. Det kommer først i 1952 med oprettelsen af Mandø Elværk syd for mejeriet.

Som kølehus byggede man et buehus og beklædte det med græstørv og jord som isolering. I rummet blev der anbragt ferksvandsis fra markgrøfter og fyldegrav. Ifølge Anker Andersen kunne man på den måde nedkøle fløde og smør til langt hen på sommeren.

I 1954 blev der indrettet et baderum i mejeriets vestende. Her kunne øens beboere få sig et varmt bad.
Men som Anker Andersen tørt har bemærket: "Det var ingen luksus."

Nyt mejeri i 1958

Det gamle mejeri havde gennemgået nogle enkelte og nødvendige forbedringer i årenes løb, men i 1950-erne var det ikke mere tidssvarende.

Man kan med rette sige, at det havde det heller ikke altid været tidligere. Til eksempel mistede man retten til at lurmærke mejeriets smør i 1937, fik det igen, for efter kort tid atter at måtte afgive det. Selvfølgelig fik mejeristen stort set skylden, men efter en mejerikonsulent havde peget på nødvendigheden af flere tekniske forbedringer, blev der gjort noget ved sagen, og snart havde mejeriet igen retten til at lurmærke sit smør.

Det nye mejeri blev indrettet med ny dieselmotor, syrningsanlæg og stålkerne. Bygninger og inventar stod andelshaverne i 67.000 kr.

Det gamle mejeri genopføres på Hjerl Hede
I 1957 blev det gamle mejeri solgt med henblik på at genopføres på Hjerl Hede . I 1958 blev det nedrevet, og i 1960 stod det genopført på Hjerl Hede, hvor det i dag kører som levende museum.

Mejeridriften ophører 1970
September 1970 bliver mejeribestyrer Herluf Petersen syg og flytter efterfølgende fra øen. Man får i al hast en aftale med mejeriet Riberhus om at aftage mælken fra Mandø, som herefter køres over til Vedsted, hvor mælken afhentes af tankbil.

Dette var tænkt som en midlertidig løsning, men Mandø mejeri kommer aldrig i gang igen. Man må indse, at tiden er løbet fra det lille mejeri. Det er der flere årsager til.

Mælkeproduktionen falder sidst i 1960-erne, og alt tydede på, at det ville fortsætte i takt med, at gennemsnitsalderen for leverandørerne steg. Da mælkemængden i forvejen var for lille til en rationel mejeridrift, måtte man se i øjnene, at det ikke mere var rentabelt at drive et mejeri på øen.

Dertil kom især, at det var svært at leve op til stadig flere krav fra sundhedsmyndighederne på grund af vandets ringe kvalitet. Allerede i 1965 fik mejeriet forbud mod at sælge konsummælk og andre mælkeprodukter på øen, og i 1970 måtte man se frem til, at myndighederne indførte et krav om kogning af vandet.

I 1972 indgik Riberhus i Mejeriselskabet Danmark, der krævede mælken leveret i Ribe. Det var en vanskelig opgave. Låningsvejen var endnu ikke udbygget, og når trafikforholdene i Vadehavet drillede, havde man ingen kølekapacitet til at redde mælken. Der blev talt om at installere køletanke hos den enkelte leverandør, men det kunne økonomien i mælkeproduktionen ikke bære. I oktober 1973 måtte man give op, og mælkeproduktion på Mandø til konsum hørte op.

Mejeriet blev afhændet og er i dag indrettet som fritidshus.